Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Bioplast – hvad er det?

Plast er lavet af råolie. Men det kan også laves af andre råvarer. På sigt er det måske en rigtig god idé.

Der er ikke uendelige mængder olie her på jorden. Eksperter forudser, at oliereserverne vil blive tømt inden for de næste 40 år. Desuden skaber vores forbrug af fossile brændstoffer globale klimaforandringer, og det kan få alvorlige konsekvenser for både mennesker og natur. Vi må derfor prøve at skifte olien ud med andre råstoffer, som er bedre for klimaet.

Det gælder også i produktionen af plast. Man er derfor begyndt at udvikle nye typer plast, som er lavet af biomasse. Det er organisk materiale som majs, sukkerrør, bambus eller halm. I modsætning til olie, er biomasse er en fornyelig ressource. Der er også den fordel, at når plast fremstillet af biomasse ender i affaldsforbrændingen, er det CO2-neutralt. Der udledes nemlig kun lige så meget CO2 til atmosfæren ved afbrænding, som planterne har optaget, da de voksede. Bioplast er alligevel ikke helt CO2-neutralt, for der skal bruges energi til at dyrke biomassen og til at omdanne det til plast.

Nogle typer bioplast kan komposteres. Det kræver dog at de rette mikroorganismer er til stede, og at temperatur og fugtighed kan styres. Det kan kun foregå i et industrielt komposteringsanlæg og ikke i en almindelig kompostbeholder i haven. Man kan heller ikke smide en pose af bioplast i naturen og så regne med, at den forsvinder.

Forskere er kommet langt i forhold til at kunne omdanne biomasse til polymerer. Polymerer er plastens byggesten. (Læs artiklen: Hvordan laver man plast?) Vi er langt fra at kunne erstatte al plast med bioplast. Bioplast er dyrere at fremstille, og der er mange ting som bioplast ikke kan bruges til endnu. Derfor udgør bioplast kun 1 % af verdens plastproduktion (2011). Det bruges mest til emballage, poser og engangsservice.

Der er en stor ulempe ved at lave bioplast af majs eller andre fødevareafgrøder. Hvis plastindustrien begynder at indkøbe større mængder af eksempelvis majs, vil prisen på majs til mad stige globalt. Det vil gå ud over fattige mennesker i lande hvor majs er den vigtigste fødevare. Hvis bioplast skal være et bæredygtigt alternativ til oliebaseret plast, må det laves på affaldsprodukter som halm eller lignende.

Kilder:

http://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2014/12/978-87-93283-40-4.pdf

http://tekstilbiologi.dk/formidling/miljobelastning/

 

Del denne side med andre