Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Potentialet for at sortere mere plast

 

https://www.danskaffaldsforening.dk/publikationer/genanvendelse

Flasker, husholdningsfilm, emballage og kopper lavet af plastik kan genbruges. Hvis vi undlader at smide det ud sammen med resten af vores køkkenaffald, og i stedet sorterer det, sparer vi en masse energi og reducerer vores udledning af CO2.

Det skyldes, at plastikprodukter er lavet af olie. For det første kræver det store mængder energi at fremstille plast, og for det andet udledes drivhusgassen CO2, når det brændes af sammen med resten af vores affald.

I Danmark er vi rigtig gode til at genbruge de plastikflasker, som vi kommer i supermarkedernes pantautomater. Faktisk er vi så gode, at mere end 95 % af alle pantgivende plastflasker bliver genanvendt.

Men vi er ikke gode nok til at genanvende al den plastik, som ikke kan gå i pantautomaterne. Det vil sige alle de andre ting fra vores hverdag, der er lavet af plastik: emballage, legetøj, poser, borde, stole, lamper, pyntegenstande m.m.

I 2011 genanvendte vi ca. 25 % af alt vores plastikaffald i Danmark. Men i en rapport fra 2013 skriver miljøstyrelsen, at potentialet for at genanvende plastaffald fra de danske hjem er op til 55 % med den rigtige sorteringsordning. Der er altså store potentialer i sortering af plast.

Der er dog mange udfordringer i sortering af plast:

  • En af udfordringerne er, at der er så mange forskellige typer plastik. De skal sorteres - enten af borgerne eller af maskiner - før de effektivt kan genanvendes til nye produkter
  • Derudover skal der ret store mængder til, før det kan betale sig for en virksomhed at sortere og behandle plastikken, så den kan genbruges
  • Plastikken skal være ren - uden mad- og sæberester, uden sten og grus og andre urenheder
  • Plastik der sidder sammen med andre slags plastik, med metal, pap, glas og andre materialer er sværere at genbruge, fordi tingen først skal skilles ad. Og det er klart lettere at tage polstringen ud af en pude end at skille en mælkekarton ad.

Især det plastik, vi bruger til opbevaring af mad, har et stort potentiale. Alene Københavns Kommunes husholdninger smed i 2009 mere end 13.000 tons emballage af plastik ud, men kun lidt over 9 % blev genanvendt. Det meste blev altså brændt af.

Sidenhen er der dog lavet mange nye tiltag, som gør det lettere for borgerne i København at sortere deres plastikaffald - og mange andre kommuner har fokus på at genanvende plast fra borgernes affald.

Der er meget forskel på, hvordan plastikaffald sorteres i forskellige kommuner. Nogle indsamler kun hård plastik - fx dunke fra shampoo, opvaskemiddel og lignende. Andre kommuner samler hård plastik og folier ind på genrbugspladserne. Andre kommuner igen samler alt plastik ind i flerkammersystemer ved boligerne - mens andre igen samler plastik ind sammen med andre materialer, som efterfølgende adskilles maskinelt. Hvad en kommune vælger afhænger af afsætningsmulighederne, økonomi, tømningsforhold, geografisk sammensætning og andre lokale forhold. Fx kan det være af afgørende betydning om lastbiler skal passere mellem landsdelene, da der så er omkostninger til færge eller bro. På samme måde kan antallet af kilometer betyde noget for både økonomien og miljøgevinsten ved indsamling af plastik.

Nye sorteringsordninger bliver i stigende grad nødvendige, hvis vi vil undgå at belaste miljøet unødigt. I en EU-rapport fra 2012 vurderes det, at forbruget af plastik – og derved mængden af plastikaffald – vil stige i de 27 EU-lande med næsten 23 % fra 2008 til 2015. En vurdering, der har givet et øget fokus på sortering af vores plastikaffald, så det kan blive genanvendt, fremfor f.eks. at blive brændt af. Samtidig har EU sat nye standarder for genbrug af plastik, som tvinger medlemslandene - og i Danmark også kommunerne - til at udvikle nye indsamlingsløsninger lokalt.

Plastik er en af syv materialer fra husholdninger, hvor der med vdtagelsen af ressourcestrategien i 2022 skal opnås en genanvendelse på 50%. Det drejer sig om papir, glas, pap, metal, plast, træ og madaffald.

kilde:

http://mst.dk/media/mst/Attachments/Ressourcestrategi_DK_web.pdf

https://www.danskaffaldsforening.dk/publikationer/genanvendelse

Del denne side med andre