Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Jernværker og produkthandlere

Jernværker – metalfabrikker, produkthandlere – skrothandlere … kært barn har mange navne. Genvindingsindustrien beskæftiger mange mennesker inden for indsamling og behandling af metal til genbrug.

Man kan ofte få indtrykket af, at affald ikke har nogen værdi. Men dette er langt fra tilfældet – især når man taler om metal. Mange danske virksomheder beskæftiger sig med indsamling, sortering og omsmeltning af metal, og det er ikke en dårlig branche, for mængderne er – som på alle affaldsområder – stigende, og kvaliteten af genbrugsmetallet er lige så høj som for nyt metal.

En stor del af metalaffaldet fra almindelige husholdninger indsamles via storskrald eller genbrugspladser. Og fordi prisen på kobber er gået op i de seneste år, er nogle kommuner begyndt at indsamle elkabler for sig selv på genbrugsstationerne – i stedet for at de går i den blandede metalkasse. Så er det lettere at få en høj pris for kobberet, da virksomhederne ikke først skal sortere kablerne fra. Prisen på kobber går op, fordi mængden i naturen er faldende, og det derfor er blevet sværere – og dermed dyrere – at udvinde det.

Den største mængde metal kommer fra maskin- og autoværksteder, håndværkere og forskellige produktionsvirksomheder, der forarbejder ting i metal. De har deres egne aftaler med firmaer, der henter deres metalaffald. Det kan være både spåner og afklip fra metalplader. Nogle virksomheder omsmelter også dåser fra øl og sodavand, som er afleveret i pantautomaten eller på genbrugsstationen.

Virksomhederne modtager og behandler produkter i bl.a. aluminium, jern, kobber (herunder kabler), messing, bronze, rustfrit stål, bly, zink, el-motorer og autoskrot og biler, som først miljøbehandles. Genbrugsmetallerne bruges til alt muligt – lige fra skåle, fade, gaveartikler og nye sodavandsdåser og op til store ting som for eksempel maskiner.

Når du afleverer din brugte bil, garanterer nogle af virksomhederne, at de genbruger mindst 85 % af materialerne i de biler, de hugger op. Desuden sikrer de at olie- og benzinrester ikke kommer ud i miljøet, og at de gamle dæk genbruges elle bortskaffes på den rigtige måde.

Del denne side med andre