Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Aluminium

Det er meget let og bruges derfor til blandt andet  fly, biler og cykler og til gryder og leverpostejsbakker. Der er meget aluminium på jorden, men det kræver meget energi at udvinde det i naturen. Derfor er det en god idé at genbruge aluminium.

Aluminium er det 13. grundstof i det periodiske system. Det er et sølvhvidt metal og forkortes kemisk Al.

Aluminium er det hyppigst forekommende metal i jordoverfladen og findes over det meste af kloden som lerarten bauxit. Aluminium findes dog aldrig rent, men altid som kemiske forbindelser.

I modsætning til mange andre metaller, som har været kendt i årtusinder, blev aluminium først kendt i 1825, hvor den danske fysiker H.C. Ørsted for første gang fremstillede rent aluminium. Først i 1886 blev aluminium fremstillet i større skala, og prisen faldt fra 200 kroner kiloet til 2 kroner per kilo. I januar 2019 kostede aluminium cirka 12 kroner per kilo (se pris på indexmundi.com).

Efter jern er aluminium det mest anvendte metal. Flyvemaskiner indeholder over 50 ton aluminium legeret med 4 kilo kobber. Aluminium er modstandsdygtigt over for rust og anden tæring. Derfor egner aluminium sig til fremstilling af dåser, gryder og alufolie. Ting af aluminium angribes ikke af syrer, mens baser ødelægger overfladen. Derfor må aluminiumsting ikke komme i opvaskemaskinen.

Cd’er består af en skive klar plast overtrukket med en tynd film af reflekterende metal, ofte aluminium. Til sidst oversprøjtes metallet med en klar lak, der beskytter metallaget mod ridser og oxidation.

Der bruges meget energi til at skille aluminium fra de andre materialer i lerjorden. Derfor sejles den aluminiumholdige jord til lande med meget og billig elektricitet (for eksempel Island). Det er ofte langt fra de lande, hvor lerjorden bliver gravet ud. Når man genbruger aluminium, sparer man mellem 90 og 97 % af den energi, der bruges på at udvinde aluminium af bauxit.

Genbrug af aluminium sparer også en masse affald: - Et kilo aluminium udvundet af bauxit skaber 85,4 kilo affald. - Et kilo genbrugsaluminium giver derimod kun 3,5 kilo affald.

Der er altså flere gode grunde til at genbruge så meget aluminium som muligt.

Del denne side med andre