Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Kompostering

Kompostering betyder at organisk affald bliver omdannet til kompost, vand, varme og kuldioxid (CO2) i en biologisk proces.

Mikroorganismer som orme, smådyr, svampe og bakterier spiser affaldet så det langsomt bliver til kompostjord. Nøjagtig som det sker i naturen, når blade og frugt falder af træerne.

For at mikroorganismerne kan leve i komposten, skal der være ilt og vand til stede. Derfor skal man lufte komposten og vande den, hvis den er for tør. På den anden side må komposten heller ikke være for våd, for så hindrer man ilt-tilførslen. Det kan kvæle de gavnlige aerobe organismer. Hvis det sker, overtager de anaerobe organismer omsætningen, og komposten begynder at rådne. Det lugter grimt, og så går komposteringen i stå.

Man kan lave organisk affald til jord hjemme i sin egen have. Det kalder man for hjemmekompostering. Nogle steder samler kommunen det grønne affald ind og kører det til et anlæg, hvor de laver det til kompost. Det kalder man central kompostering.

Man kan bruge kompost hjemme i haven i stedet for kunstgødning. Komposten indeholder meget næring, men – i modsætning til kunstgødning – også organisk materiale, der forbedrer jordens evne til at holde på vand. Det er bedre for miljøet. Kompost er især god til træer, buske og græsplæner.

Samtidig sparer man forbrændingsanlæggene for en masse affald.

Del denne side med andre