Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Biologisk affaldsnedbrydning

Når planter går ud, rådner de. Når fisk og dyr dør, rådner de også. I naturen forsvinder den slags affald. Man siger, at der sker en biologisk nedbrydning af det.

Man kalder affald fra levende ting for organisk affald. Det er mikroorganismer i naturen – især bakterier – der nedbryder det organiske affald. Derfor kaldes processen for biologisk nedbrydning. Bakterierne omdanner affaldet til blandt andet kompostjord, varme, vand og luftarter som biogas (metan) og kuldioxid. Biologisk nedbrydning af haveaffald og andet grønt affald kaldes for kompostering.

Biologisk affaldsnedbrydning kan også betyde, at bakterier optager forurening fra affaldet. Der findes for eksempel bakterier, som optager olie i sig. På den måde er det muligt at rense jord, der er forurenet med olie.

Der findes også bakterier, som optager sølv i sig. I spildevand fra fotolaboratorier er der rester af sølv. Sølvet kan fjernes ved hjælp af disse bakterier.

Del denne side med andre