Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Komposteringsprocessen

Det er forskellige organismer som arbejder i de forskellige faser af kompostprocessen. Her kan du få et overblik over faserne, og hvordan de spiller sammen.

Både mikroorganismer og makroorganismer bidrager til at nedbryde affaldet og omsætte det til brugbare næringsstoffer. Processen opdeles i fire faser:

  1. I den første del af processen omsætter bakterier de simple dele af de organiske molekyler (kulhydrat, protein og fedt) ved brug af ilt. Ved denne del bliver der frigivet en masse energi i form af varme. Derfor stiger temperaturen i komposten til 50 grader på få dage.
  2. I den anden del af processen er det ikke kun bakterierne der er kommet på arbejde, men også svampe og actinomyceter er aktive. I denne del starter også omsætningen af cellulose, pektin og lignin, som er sværere at nedbryde. Sidst i denne fase stiger temperaturen til 70 grader på grund af de aktive bakterier og derfor ender det med at mange af mikroorganismerne dør. Man kan kalde det det rene selvmord.
  3. Efter lidt tid falder temperaturen i komposten til 35-45 grader, da aktiviteten er faldet på grund af de døde mikroorganismer. Til slut i denne del kommer nye svampe til og fortsætter omsætningen af cellulose, og lignin.
  4. I den sidste del af processen falder temperaturen til den temperatur, som er uden for kompostbunken. Nu kommer orme, biller og insekter til, og de gnaver i restmaterialet, blander det og dermed bliver komposten klar til brug. 

Når mikroorganismerne i komposten arbejder med brug af ilt, kalder man det aerobt. Hvis komposten bliver for våd eller klasker sammen, kan der opstå anaerobe forhold. Nogle bakterier kan godt arbejde uden ilt, men de vil i stedet danne svovlforbindelser, der får komposten til at lugte rigtig dårligt. Det svarer til, hvad der sker i for eksempel menneskers tarme.

Del denne side med andre