Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

D. Slagge

Slagge er rester fra forbrænding af affald. Slagge består blandt andet af aske, porcelænsrester, glas og flasker og ting af jern og metal.

Cirka 20 % af affaldet, der sendes til forbrænding ender som slagge. Mængden af slagge afhænger af, hvor gode folk er til at sortere deres affald. Nogle er rigtig gode til det, andre gider ikke, eller ved ikke hvordan de skal gøre det rigtigt.

I Danmark brænder vi omkring 3 millioner ton affald om året, og det bliver dermed til mere end ½ million ton slagge. Derfor er det en god idé at sortere affaldet, så mest muligt kan blive genbrugt.

Cirka 10 % af slaggen er jernskrot, som kunne have været genbrugt. Jernskrotten fjernes med en stor magnet. Det er jern og metal fra dåser med flåede tomater og cykler. Kvaliteten af jernskrotten, der har været gennem ovnen, er dårlig, fordi det under forbrændingen kommer i kontakt med blandt andet saltsyre (HCl). Saltsyre opstår i ovnen, hvor mange forskellige typer affald bliver brændt. Saltsyre forringer kvaliteten af metallerne.
Jernskrottet fra slaggen bliver smeltet om og blandet med andre og bedre typer metaller og bliver til nye produkter.

Forbrændingsanlæggene oplever ofte at komfurer, bygningsstivere af jern og andre metalting kommer med i affaldet. En del af tingene kan godt komme ind i tragten - men når det skal passere ud med slaggen, sætter det sig på tværs, og så er det både dyrt og besværligt at få det fjernet igen.
Jern og metal skal i stedet afleveres på genbrugspladsen, hvor det kan bevare sin høje kvalitet som genbrugsprodukt.

Frisk slagge indeholder en masse frie metalioner, der kan forurene jord og grundvand, hvis det lægges ud i naturen med det samme. I stedet lægges det på deponi i mindst fire måneder. Her falder pH fra 12,4 til 8, hvilket får metalionerne til at binde sig til resten af slaggen, og de resterende 90 % af slaggen kan nu bruges til underlag, når man bygger veje, i stedet for stabilgrus.

Inden man lægger slaggen ud til vejbyggeri, tester man den for tungmetaller (fra batterier, lysstofrør og sparepærer i affaldet). Hvis indholdet af tungmetaller overskrider grænseværdien, kan slaggen ikke bruges, men må i stedet lægges på deponi.
Batterier, lysstofrør og sparepærer skal i stedet indsamles som farligt affald.

 

Del denne side med andre