Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Genbrug af mobiltelefoner

Mange danskere skifter deres mobil ud med en ny og sejere model, selvom den gamle stadig virker helt fint. Det giver en masse affald og forurening. I stedet kan man faktisk vælge mellem at glæde en ven, tjene penge, hjælpe de syge eller miljøet.

Ligesom al anden elektronik må en mobiltelefon ikke smides i skraldespanden. Så bliver den nemlig brændt på et forbrændingsanlæg. Det giver forurening, og samtidig kan alle de værdifulde metaller inden i mobiltelefonen gå tabt i stedet for at blive genbrugt.

Men man kan faktisk godt passe på miljøet, når man skifter sin mobil. Det kan man ved at sørge for, at den bliver genbrugt. Men hvad er egentlig bedst? Det bedste er faktisk at give den væk eller sælge den til én, der mangler en telefon. Så bliver den stadig brugt som telefon, og personen behøver ikke købe en ny. Det sparer en masse affald og forurening både i Danmark og andre lande.

Hvis du ikke kender nogle, som har lyst til at købe den, kan du sælge den på internettet eller give den til en velgørende organisation.

En anden mulighed er at aflevere den i butikken, når du køber en ny. Det er en nem måde, og nogle butikker giver dig rabat på en ny mobil. Næsten alle butikker tager imod brugte mobiltelefoner. Nogle butikker bruger den direkte som reservedele til reparationer, mens andre sender den til genbrug.

Men hvad sker der egentlig, når den sendes til genbrug? Det er forskelligt fra sted til sted, men vi bliver dygtigere og dygtigere til at genbruge delene fra mobilerne. De gamle mobiler bliver kørt til forskellige virksomheder, hvor de bliver skilt ad. Batteriet tages ud, og metallerne smeltes om og kan bruges til nye mobiltelefoner.

Del denne side med andre