Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Ulovlig eksport af elektronikskrot

Internationale konventioner forbyder eksport af elektronikskrot fra Europa til u-landene. Alligevel havner der hvert år tonsvis af elektronik i blandt andet Afrika. Læs her hvordan det kan lade sig gøre, og hvad du kan gøre som forbruger.

 

Op mod halvdelen af danskernes kasserede computere, stereoanlæg og fjernsyn bliver ulovligt eksporteret til lande i Afrika og Østeuropa, og med dem følger et stort miljøproblem, fordi elektronik indeholder tungmetaller, miljøgiften PCB og bromerede flammehæmmere.

Den brugte elektronik sendes bl.a. til Polen, Libanon, Sudan, Uganda, Nigeria, Ghana, Elfenbenskysten og andre steder i Afrika. Især i de afrikanske lande er der ingen særlig kontrol med, at stofferne bliver håndteret, så de ikke volder skade på miljø og mennesker.

Hvert år produceres der 8,6 millioner tons elektronikskrot i Europa. Ifølge Basel-konventionen er det ulovligt at eksportere denne type affald fra OECD-lande til ikke-OECD-lande, og det er producenternes pligt at organisere indsamlingen og håndteringen af affaldet. Det står i WEEE-direktivet. Alligevel anslås det, at 6,6 millioner tons hvert år ”forsvinder”. Det svarer til at 75 % af elektronikskrotten ikke bliver indsamlet og genanvendt i et kontrolleret system (!). Årsagen til, at danske virksomheder sender elektronikskrot til lande uden miljølovgivning, er at de skal betale for at aflevere affaldet til en dansk genbrugsstation.

Det er fuldt legalt at eksportere brugte og funktionsdygtige computere, men opgaven med at kontrollere den ulovlige eksport er nærmest umulig. For at overholde reglerne skal alt elektronisk affald, der eksporteres, testes for funktionalitet, for at sikre at udstyret kan bruges igen. Men eksportørerne har ikke pligt til at anmelde det til myndighederne, og derfor smutter der mange defekte og ulovlige apparater ud af Danmark.

Både Miljøstyrelsen, affaldsselskaberne og kommunerne er opmærksomme på problemet, men har ofte meget svært ved at løfte bevisbyrden. For eksempel skal kommunerne kunne bevise, at der er tale om affald. Det kan de gøre ved at sætte strøm til apparaterne, men selv funktionsdygtige apparater kan være affald. Man regner med, at 75 pct. af det brugte elektroniske udstyr, der importeres til Nigeria, som genbrug og reparer-bart udstyr, er ubrugeligt skrald.

Skrothandlere i Østeuropa, Afrika og Asien tager imod affaldet for at udvinde og videresælge metallerne. Konsekvensen er, at det farlige affald helt rutinemæssigt bliver brændt og dumpet, da adskillelsen oftest sker under ukontrollerede arbejdsmiljøforhold og med meget lav genanvendelsesprocent (ofte kun omkring 20 %). For eksempel afbrændes en stor del af plastikisoleringen på ledningerne, fordi det derved er lettere at komme ind til det værdifulde kobber.

Hvad kan man gøre som forbruger? Som forbruger kan man tænke, at det ikke betyder noget, hvor man afleverer sine kasserede computere, fjernsyn og eltandbørster, når det meste alligevel eksporteres til ikke-OECD-lande. Men som forbruger har man alligevel et ansvar for at aflevere sit affald korrekt. Hvis man ikke afleverer affaldet til en indsamlingsordning ender affaldet i de danske forbrændingsanlæg. Det skønnes at ca. 40.000 tons elektronik hvert år ender dér. I stedet kan man som forbruger lægge pres på producenterne for at få dem til at håndtere affaldet korrekt. Dette kan man gøre enten på et personligt plan eller gennem en miljøorganisation. Du som forbruger kan også tage ansvar for ikke at smide så meget elektronik ud. For eksempel ved at bruge mobiltelefonen og fjernsynet til de ikke duer mere, og ikke bare kassere funktionsdygtige apparater fordi der er kommet en ny model på markedet.

Del denne side med andre