Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Genbrug af glas og flasker

Tomme glas og flasker kan man bruge igen. Derfor skal man ikke smide dem i skraldespanden. Flasker med pant er selvfølgelig bedst at aflevere i supermarkedet, men andre glas og flasker af glas skal i glasbeholderen.

Når beholderen tømmes, køres glas og flasker til et glasværk, hvor glasskårene sorteres i farver. De bliver også vasket.

På glasværket smelter man glasset ved meget høje temperaturer - langt over 1000 grader - så det bliver helt flydende. Så kan man forme det til nye glas og flasker. Det kræver rigtigt meget energi at smelte glasset. 

Men hvis man skulle starte helt forfra med at lave glas af nye råstoffer, ville det kræve langt mere energi. Glas laves af meget fint sand, og det kræver syv gange så meget energi at smelte sand om til glas, i stedet for at genbruge glas. Man bruger også dobbelt så meget vand.

Gamle flasker og glas kan også bruges til at lave glasuld, der bruges til isolering af huse. Huse der er godt isoleret sparer også på energi til opvarmning. 

Kopper og tallerkner lavet af porcelæn må ikke komme i glascontaineren, da det ødelægger glasproduktionen. Porcelæn skal i stedet afleveres helt for sig selv på genbrugsstationen - så bliver det genbrugt til andre ting af porcelæn.   

 

Del denne side med andre